Trøstespisning

Når jeg bliver ked af det, så begynder jeg at trøstespise. Jeg begynder at lave massevis af mad med fede sovse og massevis af kulhydrater. Det kan også godt ske, at jeg bare bestiller 3 store burgere og kyler dem ned. Jeg kan ikke forklare det. Det er bare noget, jeg gør.

Forskellige reaktioner

Der er andre mennesker, som, når de er triste, så lægger de sig til at sove. De sover simpelthen deres tristhed væk. Jeg spiser min væk. Men det er ikke sundt for mig. Jeg ved det godt, men jeg har lært mig selv, at jeg bare kan kaste op efter måltiderne. Så tager jeg ikke på. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg gør det. Det er bare blevet en livsstil for mig.
Mine forældre fik mig sendt i behandling, da de opdagede, at jeg bevidst fremkaldte opkastningerne.

Behandling

Jeg startede med at komme i behandling hos en psykiater på en særlig klinik, der har specialiseret sig i spiseforstyrrelser. Det har hjulpet. Jeg kaster ikke op længere. Men jeg vil simpelthen bare ikke være fed. Det var jeg som lille. Overvægtig. Jeg blev drillet med, at jeg var buttet, så jeg fik stress af det. Selv min far sagde, at jeg ikke havde nogen talje. Det har man ikke som barn. Min læge har fortalt mig, at det har sat sine spor i min psyke, at min nærmeste familie drillede mig. Det kan godt være, at jeg har glemt det i mange år, at de drillede mig. Måske opvejede mange af deres andre handlinger overfor mig den frygt, jeg oplevede, når de drillede mig.

Men noget må have fremkaldt, at jeg begyndte på det her med at kaste op igen. Og det er det, vi er ved at prøve at finde ud af, hvad er. Det kræver mange samtaler med psykiateren. Hun er sød og har nu foreslået, at jeg finder en psykoterapeut, som kan hjælpe mig videre. Vi er kommet over det akutte problem, og da den klinik, hun arbejder på, har mange patienter, vil hun gerne have, at vi kommer ind i en overgangsperiode, hvor jeg både kommer hos hende og en psykoterapeut, inden hun giver slip på mig. Det lyder for mig, som om at det er en fornuftig plan.

Psykoterapi

Jeg har søgt på ”psykoterapi i København” og har fundet en, som også ved noget om ernæring. Hun skriver på sit site, at hun tilbyder at give mig en madplan for dagene lige efter samtalerne, så det ikke bliver uoverskueligt for mig at skulle købe ind. Jeg skal holde mig til den, så jeg får den ernæring, min krop har brug for. Ja, en sund krop kan hjælpe til at få en sund sjæl. Min sjæl er blevet såret på et eller andet tidspunkt. Og det sår skal heles, så jeg kan få et liv uden bulimi. Jeg har tænkt mig, at jeg vil tale med psykiateren om den psykoterapeut, jeg har fundet. Måske kender de hinanden. Det vil være en stor hjælp, hvis jeg ikke skal til at fortælle en ny behandler hele historien igen.