Vinduespolering i Hellerup

Nogle gange, så hader jeg virkeligt mit job. Det tror jeg, ikke er usædvanligt. Alle har dårlige øjeblikke på sit job. Alligevel, så bliver vi ved med at passe det. Nok fordi det er et job, vi i virkeligheden holder af, selvom der er dumme dage. Nu her forleden var jeg oppe i Hellerup for at udføre et job der. Det var sådan en stor strandvejsvilla, der skulle males udvendigt. Et flot hus. En herlig beliggenhed. Og en sur kone, der bare var utilfreds med alt, der boede i det. Helt alene. Måske derfor er hun sur. Det er dog ikke mit problem her. Mit problem er, at hun bare beklagede sig over alt. Enten så kunne vi ikke udføre arbejdet hurtigt nok, eller også så larmede vi for meget.

Blev lidt sur

Jeg blev faktisk lidt sur på hende over, at vi ikke kunne få fred til at sætte stilladset, som vi havde brug, for op i fred. Jeg måtte forklare fruen, at det er en midlertidig installation, som vi har brug for, hvis vi skal arbejde sikkert, og hun ikke skal betale bøder for manglende sikring af gode arbejdsforhold. Hun fattede ikke, at hun havde skrevet under på kontrakten med firmaet, og at der i den, står, at hun er forpligtiget til at acceptere de sikkerhedsforanstaltninger, vi kræver. Det ville hun bare ikke betale for.
Efter at hun havde forsinket os i vores arbejde med al sit brok, fik vi hende overbevist om, at det ville være bedst, hvis hun overlod arbejdet til os. Vi satte i gang og fik faktisk malet to af facaderne på en dag. Det er næsten rekord.

Vinduespudseren fra Hellerup

Men så kom der endnu en forstyrrelse. Da vi var ved at sætte stilladset op til at kunne nå hele den østvendte facade, kom der en vinduespudser fra Hellerup forbi. Han kiggede undrende på os og spurgte, om vi var ved at tage ned eller stille op. Hvis vi bare var ved at tage ned, så ville han begynde med at pudse fruens vinduer omme på de nord- og sydvendte facader. Jeg måtte fortælle ham, at det ikke er en god idé. Malingen er ikke helt tør endnu, og hvis han begynder at stænke rundt med vand og sæbe, så har vi spildt to dages arbejde. Det var han ikke glad for at høre. Han tænkte lidt over tingene og ringede på til fruen. Hun åbnede døren og stod der med sit sure fjæs og gav ham en overhaling, over at han ikke var kommet til tiden. Han kunne jo ikke pudse hendes vinduer nu, hvor malerne er i gang. Rigtigt nok. Men ubehageligt for ham. Han gik igen. På vej ud til sin bil hilste han på os og ønskede os held og lykke med arbejdet. Han fortalte, at han har pudset vinduer for hende i de sidste 10 år, men at han ikke havde fået besked om, at hun nu skal have huset malet udvendigt. Han var ret sur over det. Det er bare ikke retfærdigt, at han skal bruge tid på køre ud til hende for at få at vide, at han ikke skal udføre sit arbejde.